Music City Aarhus 2022

I 2022 stod Aarhus for alvor i musikkens tegn. Et helt år blev dedikeret til musikken – både for dem foran, på og bag scenen. Music City Aarhus 2022 var et projekt, der samlede byens borgere, musikaktører, politikere og erhvervsliv om netop musikken.

I 2022 løb projektet Music City Aarhus 2022 af stablen, som i et helt år fejrede og understøttede byens rige musikliv. Projektets primære fokusområder var vækstlag, samarbejde mellem musik- og erhvervsaktører samt at genstarte byens musikbranche efter Covid-19. Over 200 arrangementer blev gennemført med støtte fra Music City Aarhus 2022’s puljer og de fonde, der tilsluttede sig projektet – ikke mindst Kirsten & Gunnar Fonden og Salling Fondene. Promus fik til opgave at nedsætte et sekretariat, der kunne virkeliggøre projektet og drive det i dagligdagen.

Den officielle åbning af Music City Aarhus 2022 fandt sted d. 26. marts 2022, som bød på en hel dag fyldt med gratis musikoplevelser rundt omkring i byen. Ved den store åbningskoncert på Bispetorvet kunne publikum høre en række af byens upcoming talenter fremføre covers af Aarhus-sange sammen med The Antonelli Orchestra. Året blev ligeledes afsluttet med maner i weekenden d. 17.-18. december. Lørdag præsenterede et stort program fyldt med musikaktiviteter, som alle kunne deltage i, bl.a. fællessang på Bispetorv og det store musik- og lysshow af Det Jyske Musikkonservatorium i Musikhusparken. Søndag rundede strygerensemblet Who Killed Bambi det hele af med en storslået koncert med tolv solister og lyskunst af Vertigo.

Baggrunden for Music City Aarhus 2022
Music City Aarhus 2022 udsprang i 2020, hvor en række centrale aktører fra det aarhusianske musikliv gik sammen om at arbejde for et fælles musikbyår. Anledningen var Aarhus’ i forvejen stærke musikalske position på den nationale scene, mangfoldige musikmiljø, store talentmasse og enorme potentiale for yderligere styrkelse af musikalske samarbejder. 37% af den aarhusianske befolkning mener, at kulturen er den vigtigste årsag til, at Aarhus er en god by at bo i, og alt det tilsammen gjorde Aarhus’ til den oplagte musikby.

Mens foreningen Music City Aarhus blev dannet og arbejdede for virkeliggørelsen af musikbyåret, brød coronapandemien ud. Musiklivet blev bragt til tavshed og musikbranchen tvunget i knæ. Musikbyåret 2022 fik nu en yderligere opgave, nemlig at genstarte musikken. I efteråret 2021 blev musikbyåret en del af Aarhus Kommunes kulturpolitik for 2021-2024 og blev derved politisk anerkendt. Projektet arbejdede derudover for at skabe samarbejder på tværs af musikliv, erhvervssektorer og kommunegrænser, til glæde for hele Aarhus by.

 

Music City Aarhus 2022’s hovedformål:

  • at styrke byens kulturelle identitet, fællesskaber og sammenhængskraft
  • at understøtte et bæredygtigt aarhusiansk musikliv, der peger ind i fremtiden, med særligt fokus på byens rige vækstlag
  • at styrke og udvide samarbejdet på tværs af kultur og erhverv
  • at genstarte musik- og kulturlivet for byens borgere, erhvervslivet og byens mange musikaktører efter Covid-19-krisen
  • at bygge videre på arven fra Aarhus Kulturby 2017 og skabe nye fælles kulturoplevelser for byens borgere

 

Økonomi
Over 200 arrangementer fik direkte eller indirekte støtte fra Music City Aarhus 2022.

Tilskudsgiver/donationer:
Aarhus Kommune 5.000.000
Salling Fondene – åbning/afslutning 2.000.000
Salling Fondene – Festugen/Musikhuset/SPOT/MCAA2022 2.200.000
Kirsten & Gunnar Fonden 6.850.000
Magistratsafdelingen for Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune 350.000
Spar Nord Fonden – Gigakor 2022 250.000
Kirkens Korshær – SPOT-projekt 500.000
Genstarts-midler, Aarhus Kommune – pre-event 319.000
Aarhus 2017 overskydende midler fra Off Track-pulje 202.000
FO Aarhus – musikdebatter 30.000
Music Legacy 2017-midler – Promus og Lydhavnen 333.780
Diverse sponsorbidrag 150.000

Total: 18.184.780

 

Foto øverst: Let’s Come Together – den officielle åbning af Music City Aarhus 2022. Fotograf Martin Dam Kristensen
Foto nederst: Rooftop Symphony, Det Jyske Musikkonservatorium. LET’S PLAY TOGETHER – den officielle afslutning på Music City Aarhus 2022. Fotograf Martin Dam Kristensen

Links