SPOT+

SPOT+ er en konference for og om musikbranchen, som afholdes hvert år i Aarhus under SPOT Festival. Konferencen præsenterer en lang række paneldebatter, præsentationer, speed meetings og andre aktiviteter med fokus på aktuelle temaer i branchen. SPOT+ er samtidig en vigtig netværksplatform, hvor musikere, komponister og brancheaktører – både danske og internationale – kan møde hinanden.

Læs om SPOT+ 2024 og årets program her.

Hvert år i maj afholdes den to dage lange showcase-festival SPOT i Aarhus. Samtidig finder en af Danmarks største og vigtigste konferencer for musikbranchen, SPOT+, sted i Radisson Blus lokaler lige ved siden af Musikhuset og SPOT’s øvrige scener. Ved SPOT+ kan musikere, branchefolk og andre interesserede deltage i bl.a. netværkssessions, debatter, oplæg og speed meetings mellem musikere/komponister og brancheaktører. Konferencen sætter fokus på aktuelle temaer i musikbranchen og har de seneste år bl.a. taget emner som kønsubalance, bæredygtighed, nye teknologier og pengestrømme op.

SPOT+ er det vigtigste mødested for musikere, komponister og brancheaktører i Danmark. På konferencen har deltagerne mulighed for at styrke og udvide deres nationale og internationale netværk, og der er opstået mange samarbejder på baggrund af konferencen. Blandt de mange netværksaktiviteter på SPOT+ er de populære speed meetings, hvor musikere og komponister har mulighed for at tale med og pitche deres projekter til forskellige aktører fra musikbranchen. Samtidig er SPOT+ med til at styrke kendskabet til den danske musikbranche internationalt.

SPOT+ har et stort fokus på music supervision og synkronisering, og konferencen er de seneste år blevet en af de største begivenheder i Skandinavien inden for det område. SPOT+-deltagere kan bl.a. opleve paneldebatter og oplæg under overskrifterne Let’s Talk Music Publishing og Let’s Talk Sync. Derudover har danske publishers og komponister mulighed for at møde nogle af de mest interessante, internationale music supervisors til speed meeting-arrangementet Meet The Music Supervisors og pitch-sessionen Pitch Your Music for Music Supervisors. Flere danske komponister og sangskrivere har gennem SPOT+-aktiviteterne om synkronisering og music supervision fået musik placeret i internationale film, TV-serier og reklamer.

 

Foto øverst: SPOT+ 2022. Fotograf Kristian Gade
Foto nederst: SPOT+ 2022. Fotograf Kristian Gade

SPOT+ 2024

SPOT Festival

SPOT Festival er en årlig, todages showcase-festival i Aarhus for nye talenter på den danske og nordiske musikscene. Læs mere om SPOT Festival her.