Vill Vill Vest

PROMUS søger projektassistent til SPOT+ 2024

Skrevet af Jesper Mardahl – 26.10.23 

Brænder du for at arbejde i musikbranchen, så er her muligheden for at skabe et helt unikt afsæt for din kommende karriere i branchen. 

I forbindelse med de kommende mange aktiviteter i Promus, søger vi nemlig en stærk projektassistent, der kan være med på holdet omkring vores kommende arbejde med SPOT+, Promus Sync Academy, Promus Publishing Academy og en lang række andre tiltag i den kommende forårssæson 2024.

Så hvis du har ambitioner om en karriere i musikbranchen er jobbet som projektassistent det oplagte springbræt.

Du er:

  • ambitiøs og arbejder henimod en karriere i musikbranchen
  • engageret og initiativrig
  • god til at tage ansvar og beslutninger – også i pressede situationer
  • god til mennesker, har humoristisk sans, situationsfornemmelse, internationalt udsyn og “fingerspitzgefühl”.

 

Og du har:

– fingeren på pulsen med hvad der sker på musikscenen.
– overordnet kendskab til musikbranchen og dets aktører.
– gode logistiske egenskaber
– gode kommunikative evner både sprogligt og skriftligt – og det gælder især også på engelsk og selvfølgelig på SoMe – og så må du gerne være rutineret med Office-pakken, samt Photoshop/Gimp m.v.

Overordnede opgaver:

Du skal være med til at assistere omkring udvikling, tilrettelæggelse og afvikling af bl.a.:

  • SPOT+ 3. – 4. maj 2024
  • Promus Sync Academy
  • Promus Publishing Academy
  • PITCH-sessions i foråret 2024
  • Aktiviteter i Music Cities Network-samarbejdet
  • Løbende aktiviteter med vores mange samarbejdspartnere

Du får altså lov til at være med helt inde i maskinrummet på både Promus & SPOT+, du møder en masse nye kollegaer og får udvidet dit branchenetværk – også internationalt. Og så dukker der sikkert en hel masse andre ting op undervejs, der helt sikkert vil styrke dine egne kompetencer og muligheder for en karriere i musikbranchen.

Stillingen er en tidsbegrænset projektstilling med start fra 1. januar 2024 og frem til medio maj 2024. Der er tale om en deltid med ca. 20 timer ugentlig, så du har mulighed for at køre egne projekter ved siden af.

Arbejdsstedet er på kontoret i Vester Allé 15, Aarhus C, men rejseaktivitet må også forventes.

Send en motiveret ansøgning og dit CV til info@promus.dk – re: projektassistent. Seneste deadline for ansøgninger er mandag d. 20. november, kl. 12:00.

For yderligere information, kontakt Jesper Mardahl – jesper (@) promus.dk – tel: 20212019.

Promus ønsker at fremme ligestilling og mangfoldighed. Vi opfordrer derfor alle kvalificerede til at søge stillingen – uanset etnisk baggrund, køn, seksuel orientering, handicap, religion eller alder.

Promus er den første musikbrancheplatform i Danmark, der arbejder som brobygger mellem musikere og branche via kompetenceforløb, netværksarrangementer og et mentorprogram. Promus er også initiativtager til Music City Aarhus-netværket, der samler byens aktører omkring kultur- og erhvervspolitiske aktiviteter, samt medstifter af Music Cities Network. Desuden arrangerer Promus SPOT+ – seminar og netværksdelen af SPOT Festival, i samarbejde med SPOT Festival og MXD/Music Export Denmark. Promus er også partner i Musiklivets Partnerskab for Bæredygtig Udviklingen. I 2022 var Promus sekretariat for musikbyåret, Music City Aarhus 2022.

Læs mere om Promus på https://promus.dk/om-promus/

test

Mere aktuelt

Tilbage til oversigt