Vill Vill Vest

MED JEREMY TROY PÅ SHOWCASE FESTIVAL I BERGEN

Skrevet af Jesper Mardahl, 20.9.22 11:23

“Det er fedt at vide, at folk i Aarhus arbejder aktivt på at løfte det lokale musikvækstlag. Det er med til at give mig en følelse af, at jeg ikke sidder alene. Det styrker min motivation” (Sean-Poul de Fré Gress, Artist Manager).

Bergen har de senere år vist sig, som en by der kan og vil udklække musikalske verdens-stjerner. Auroras karriere startede i den lille by mellem fjordene på Norges vestkyst, hvor hun for alvor fik sit internationale gennembrud i 2015. Sigrid fik på samme måde luft under vingerne efter sin optræden på Vill Vill Vest i 2016, og det samme gjorde Indie-pop bandet Boy Pablo samme år. Siden 2016 har Vill Vill Vest løftet nye musiktalenter frem for både den norske og internationale musikbranche. Udover at kunne præsentere ca. 100 nye talenter hvert år, så har festivalen et bredt og yderst aktuelt konferenceprogram, der kurateres af Bergens svar på Promus, musikkontoret Brak.

Igen i år drog vi op til vores venner i nord, for at deltage på den tre dage lange festival, der udspiller sig rundt på byens mange scener og klubber. Og i år var det så sammen med det aarhusianske eksperimentelle jazz- og hiphop-talent Jeremy Troy, som indtog Kulturhusets store scene i hjertet af Bergen, og hans manager Sean-Poul dé Fre Gress. I samarbejde med Vill Vill Vest og Brak, havde vi taget initiativ til et særligt udvekslings- og eksporttiltag mellem Aarhus og Bergen. Både Vill Vill Vest og Brak er aktører, som vi I flere år har samarbejdet tæt med via det internationale musikbynetværk Music Cities Network.

Da jeg spurgte Jeremy Troys manager Sean-Poul om, hvorfor netop den slags samarbejds- og udvekslingsaktiviteter er vigtige, sagde han:
“Det er pisse vigtigt for mig som manager, Jeremy som artist og begge byers vækstlagspotentiale. Det ville ikke kunne have ladet sig gøre uden den økonomiske støtte og det tilkendegivende skulderklap. Det betyder reelt set, at det har kunne lade sig gøre at sende mig til Bergen i tre dage og arbejde og groome folk til at komme og se Jeremys koncert, og at Jeremy kan komme til Norge med fuldt band. Det har virkelig givet et personligt boost ift. ham som artist, men det har også været med til at sætte skub i nogle processer, som vi ellers kan kigge langt efter”.

Bergen og Aarhus har mange ting til fælles. Byerne er næsten lige store, de har nogenlunde samme demografi, de har historisk set været gode til at understøtte både det musikalske vækstlag og musikbranchen, og så har begge byer vigtige internationale branchefestivaler og konferencer, som tiltrækker talent og branchepersoner fra hele verden.
Derfor spurgte jeg Sean-Poul, om han ville sætte nogle ord på, hvad der gør Bergen og Vill Vill Vest interessant for aarhusianske artister.

“Norge og Norden er et vigtigt marked – først og fremmest fordi det er tæt på. Og hvis man tog Skandinavien og Norden som et samlet marked, så bliver det lige pludselig en noget større legeplads end lille Danmark. Vill Vill Vest er et fedt og vigtigt initiativ, for det fungerer som en direkte vinduesplads til resten af Norden, og jeg sidder med en klar fornemmelse af, at nordens sammenhængskraft bedre kan styrkes ved at arbejde endnu mere sammen. F.eks. ved at Vill Vill Vest fik en scene på Spot festival og omvendt. At man gennem initiativer som disse kan koble lokale aktører med dem i søsterbyen og få gang i en aktiv exchange”.

Foruden de mange fantastiske koncerter som står i kø for at blive oplevet, så er showcase-festivaler som Vill Vill Vest og SPOT oplagte steder at møde fremtidige samarbejdspartnere og bygge netværk. Festivalerne tiltrækker professionelle fra alle dele af branchen – managere, promotere, journalister, music supervisors, A&R’s, playlistekuratorer, publishers osv. For mange – uanset om du er artist, sangskriver eller arbejder i branchen, er det altså det perfekte vindue til at udbygge sit netværk. Jeg spurgte Sean-Poul, hvad han fik ud af at deltage på Vill Vill Vest som manager.

“Det er enormt vigtigt at kunne være til stede on lokation, og samle op på den interesse som opstår. Derudover får jeg også en klar fornemmelse for vibe, kultur, præmisser og omstændigheder som er til stede, og som er vigtige at tappe ind i, når man forsøger at entrere et marked. Jeg kan bruge det eksisterende netværk som en indgang til at udvide det. Jeg fik en rigtig fin og vigtig udvidelse af mit netværk, som før eller siden nok skal kaste nogle shows af sig. Derudover fik jeg styrket det allerede stærke bånd, jeg har til Bergen og de kulturelle communities, der findes der.

Det bliver spændende at følge, hvad fremtiden for Jeremy Troy bringer. Men Sean-Poul fortalte at de er ved at afsøge muligheden for samarbejde med et label, og så er de ved at udvikle Jeremy Troys kunstneriske profil, udgive ny musik og booke koncerter. Hvis du er interesseret i at følge Jeremy Troys rejse, kan han følges på Instagram her: https://www.instagram.com/ancient.jeremytroy/

Mere aktuelt

Tilbage til oversigt