Vill Vill Vest

Stærkere sammen: Byens vækstlagsaktører mødtes til en indledende netværkssnak

Af Amalie Löwén – 10. oktober 09:44

Onsdag den 9. oktober samlede Promus og DMF/Aarhus en bred kreds af byens vækstlagsaktører til et første, indledende møde med formålet om at åbne en dialog omkring det arbejde, vi hver især udfører for at styrke det aarhusianske musikvækstlag. Målet var at undersøge, hvordan vi kan styrke vores samarbejde og dermed styrke fundamentet og mulighederne for at løfte byens kreative miljø endnu højere. Opbakningen var imponerende, med deltagelse fra Spot, Frontløberne, Train, MGK-Ø, VoxHall, Institut for X, UKH, Musikforeningen Mono, turkis, UMTO, Proud Artist, Volume Village og Frontsession – og selvfølgelig Promus og DMF/Aarhus

Der var enighed om, at de forskellige aktører hver især bidrager med unikke styrker og kompetencer, der kan supplere hinanden og styrke hele vækstlaget i Aarhus. En af de væsentlige pointer, der blev drøftet rundt om bordet, var behovet for en mere kontinuerlig kommunikation og et tættere samarbejde, så alle i miljøet kan trække på fælles ressourcer og opbakning. Dette møde blev dermed startskuddet til ønsket om en mere koordineret indsats, der kan skabe de optimale betingelser for byens spirende musikalske talenter.

På mødet diskuterede vi blandt andet, hvad vækstlaget egentlig skal og kan være. For mange repræsenterer det et springbræt til karrieren og et sted for talentudvikling. Men vækstlaget har også en vigtig social funktion – en bredde – som bidrager til trivsel for unge, der ikke nødvendigvis stræber efter at gøre musik eller kunst til deres levevej, men som kan styrke andre kompetencer.

Aarhus er kendt for sin evne til at skabe og udvikle talent inden for musikken samt for sit livlige og vibrerende musikmiljø, hvor vækstlaget blomstrer. Der er en stor og positiv energi i byen, og der sker meget i miljøet netop nu – hvilket gør det oplagt at styrke samarbejdet og skabe mere synergi på tværs af aktørerne. Flere frø til samarbejde blev allerede sået under dette første møde, og alle parter udtrykte et ønske om at mødes igen, så vi kan dele viden og holde hinanden orienteret om kommende projekter og initiativer.

En stor tak skal lyde til alle de deltagende, som delte deres viden, erfaringer og perspektiver på mødet. Dette pilotmøde har givet os en stærk start, og vi ser frem til fremtidige møder, hvor vi kan invitere endnu flere aktører til at tage del i denne udvikling og bidrage til et endnu stærkere vækstlagsmiljø i Aarhus.

 
 

Mere aktuelt

Mere aktuelt

Tilbage til oversigt