SPOT+

Promus præsenterer Martin Zeppelin på SPOT 2025

Af Amalie Löwén – 28. marts 14:00

Vi er glade for at kunne præsentere Martin Zeppelin som en del af dette års SPOT Festival. Den danske sangskriver og musiker har markeret sig som en af de mest spændende nye stemmer på den danske musikscene.

Med en baggrund i bandet Astronaut har Martin Zeppelin de seneste år etableret sig som soloartist med et stærkt tekstunivers, der balancerer mellem det poetiske, rørende og humoristiske. Hans anmelderroste debutalbum Tropenat sendte ham ud på landets scener, og opfølgeren Skyggeblomst cementerede hans status som en kunstner med noget på hjerte – en udgivelse, der blandt andet blev rost af GAFFA med fem stjerner. Nu er han klar til at tage næste skridt med sit kommende album Stjernesejler, hvor han fortsætter sin musikalske rejse med fortællinger om livets kontraster, skæve eksistenser og menneskelige relationer.

Martin Zeppelins koncerter er kendt for deres nærvær, autenticitet og evne til at rive publikum med i de historier, han skaber gennem sin musik. Publikum på SPOT Festival kan glæde sig til en oplevelse, der rammer både hjertet og tankerne.

Martin Zeppelin præsenteres af Promus og Music Cities Network i samarbejde med SPOT Festival.

Det er 10. gang, at Promus præsenterer et act på SPOT Festival. Blandt tidligere Aarhus-bands og solister er: Drew Sycamore (2017), Athletic Progression (2018), Niklas Runge (2019), Fozza (2021), Emma Dop + The LEC Showcase (2022), Pater (2023) og Clapper (2024).

Tid og sted for koncerten med Martin Zeppelin offentliggøres i uge 15.

Mere aktuelt

Mere aktuelt

Tilbage til oversigt