SPOT+

Promus og SPOT sender Inga Bari på Pop-Kultur Berlin

Af Amalie Löwén – 06. august 10:00 2026

Når Pop-Kultur Berlin finder sted den 26. – 28. august, bliver det med aarhusianske INGA BARI på plakaten. Gennem et åbent call har Promus og SPOT Festival i samarbejde med Pop-Kultur Berlin og Music Board Berlin været med til at sende trioen til den tyske showcasefestival, hvor de spiller den 27. august på Festsaal Kreuzberg.

INGA BARI blev udvalgt af Pop-Kultur Berlin blandt en kurateret shortlist af danske artister og skal nu repræsentere Aarhus på en af Tysklands mest markante festivaler for ny, eksperimenterende og grænsesøgende musik.

Den aarhusianske produktionstrio har på kort tid markeret sig med et kompromisløst udtryk, hvor kølige skandinaviske rave- og technoæstetikker smelter sammen med legende grooves, dancehall, neoperreo og inspiration fra den caribiske soundsystemkultur. Resultatet er et energisk og fysisk liveshow, hvor brutale synthesizere, rastløse trommer og skæve rytmer skaber en intens kluboplevelse, der både udfordrer og inviterer publikum til at give slip.

På Pop-Kultur Berlin kan publikum opleve INGA BARI live:

Festsaal Kreuzberg (Bühne Garten)
27. august kl. 20.40 -21.20

Samarbejdet mellem Promus, SPOT Festival, Pop-Kultur Berlin og Music Board Berlin skal styrke forbindelsen mellem den danske og tyske musikbranche og skabe internationale muligheder for vækstlaget. Gennem det åbne call får danske artister mulighed for at blive vurderet til en showcase på festivalen og nå ud til et internationalt publikum og branchefolk.

I 2025 var det den aarhusianske duo døtre, der blev udvalgt gennem samme samarbejde og repræsenterede Aarhus på Pop-Kultur Berlin. I år er stafetten givet videre til INGA BARI, som tager den aarhusianske undergrund og klubscene med til Berlin.

Der er gratis entré til showet.

Mere aktuelt

Mere aktuelt

Tilbage til oversigt