SPOT+

Mød visions-panelet til Musikkens Vælgermøde 2025

Af Amalie Löwén – 01. oktober 17:07

Ingen anden dansk by kombinerer musik, talent og kulturliv som Aarhus – men tør politikerne følge med, når fremtidens musikby skal formes? 

Rapporten “Musikkens Værdi og Betydning for Aarhus” viser, at musik og kultur har stor betydning for aarhusianerne – både som oplevelse, fællesskab og erhverv. Faktisk vurderer 8 ud af 10 borgere, at musik spiller en vigtig rolle i deres hverdag og for byens identitet. Samtidig skaber musikken flere tusinde lokale arbejdspladser og et stærkt kulturelt brand for Aarhus. 

Men hvilken plads får musikken, når den kommunale prioritering for alvor skal ske?

Det prøver vi at få svar på når Promus inviterer til Musikkens Vælgermøde 2025 – en politisk debat op til kommunalvalget, hvor en række af byens kandidater: Anders Winnerskjold (S), Mahad Yussuf (R), Polly Dutschke (M), Mette Bjerre (SF), Jakob Søgaard Clausen (DD) & Sarah Jarsbo (EL) – bliver udfordret på deres visioner for musiklivet, vækstlaget og den kulturelle fremtid. 

Men inden byens kandidater indtager podiet, lægger vi ud med en lille “visions-intro”, når bl.a. Albert Helmig (Aarhus Volume, Volume Village & SPOT), Marie Højlund (musiker, komponist og lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur – Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab ved Aarhus Universitet) og Mette Dahl Kristensen (musiker, arrangør og kapelmester, Who Killed Bambi), Jakob Sørensen (bestyrelsesformand for The Bank) og Frederik Carstens (musiker, producer og sangskriver for bl.a. Mumle, Saint Clara, Lord Siva, Malte Ebert, Karl William & Soleima) vil dele ud af deres visioner for fremtidens musikliv i Aarhus. Hvordan oplever de som forskellige aktører byen, hvad er godt, hvad har vi, hvad mangler vi, hvor skal vi hen og hvad kan blive bedre? 

Det hele bindes sammen af vores ordstyrer: Carsten Holm, der her løfter sløret lidt for sine forventninger til debatten.
“Kultur betyder meget for mig og min hverdag – især musik. Men hvor meget fylder det i den lokale politik? Hvad betyder det for politikerne at have et pulserende byrum med de tilbud vi, som borgere, har – og hvilke idéer fylder lige nu på det kulturelle område, for at bevare, skære eller udvikle et kulturelt Aarhus?”

Dato: Torsdag den 23. oktober
Tid: 16:00–17:30
Sted: PHONO – Mejlgade 53, Aarhus C

Det er gratis at deltage, men smid lige dit navn her: http://bit.ly/3WeH5nE – så ved vi hvor mange, der kommer.

Baggrund:

Baggrund:
Rapporten “Musikkens Værdi og Betydning for Aarhus” (udarbejdet af Silver Linning i samarbejde med Promus og lokale aktører) peger på, at musiklivet i Aarhus:
– Beskæftiger omkring 3.000 mennesker
– 6000 musikelever og studerende
– Understøtter mere end 700 årlige arrangementer på tværs af byens scener
– Er en væsentlig faktor i borgernes trivsel og fællesskab
– Har et betydeligt – men ofte overset – erhvervs- og eksportpotentiale
–  Udgør en omsætning på knap 2 mia. DKK

 Debatten vil kredse om emner som:
– Aarhus som musikby – miraklet og arven
– Vækstlag, undervisning og de autonome miljøer
– Musik som erhverv og byens økonomi
– Infrastruktur og adgang: kollektiv trafik og oplevelseskultur
– Musik, trivsel og borgernes adgang til oplevelser

Mere aktuelt

Mere aktuelt

Tilbage til oversigt