Vill Vill Vest

Jobopslag: Projektleder til AmA – Ask me Anything

Af Amalie Löwén – 03. februar 08:49

Jobopslag: Projektleder til AMA – Ask Me Anything

Vil du være med til at løfte hiphop- og rap-miljøeti Danmark? Vi søger en projektleder med en stærk forankring i musikmiljøet, som har lyst til at stå i spidsen for at realisere projektet Ask Me Anything (AMA) – et nyt initiativ, der gennem en række explainer-videoer og fysiske meetups skal hjælpe unge artister fra specielt hiphop og rap-miljøer med at navigere i musikbranchen.

 

Om projektet

AMA er et samarbejde mellem Autor, Dansk Musiker Forbund og Promus. Derudover samarbejder vi med en række centrale organisationer hiphop/rap-miljøet.

Projektet skal give målgruppen bedre kendskab til alt fra rettigheder og management til labels og booking – alt sammen formidlet i et video- og vidensformat.

Formålet er at løfte viden for unge hiphop- og rap-artister, særligt dem med etnisk minoritetsbaggrund og/eller fra socialt udsatte familier. Ved at kombinere digitale videoer med fysiske meetups kan vi opnå en synergieffekt, hvor deltagerne både får nem adgang til viden (online) og samtidig kan få personlig sparring og dialog (offline).


Dine opgaver

  • Projektstyring og koordinering
    • Sikre fremdrift og overblik over hele projektforløbet: Planlægning, produktion og lancering af en række explainer-videoer samt afholdelse af fysiske møder.
    • Tæt samarbejde med samarbejdspartnere (Autor, DMF/København og Promus) og andre interessenter.
  • Kontakt til målgruppen
    • Opbygge relationer til lokale ungeklubber, musikstudier og netværk i hiphop- og rapmiljøet.
    • Sørge for at skabe en inkluderende tilgang, så unge føler sig set og hørt.
  • Planlægning af fysiske meetups
    • Arbejde med lokalmiljøer, fastsætte datoer, organisere indhold og invitere deltagere.
    • Styre den praktiske afvikling af møderne, inkl. kontakt til lokale nøglepersoner, logistik, budget m.m.
  • Kommunikation og SoMe
    • Koordinere markedsføring af videoerne – specielt på TikTok og Instagram.
    • Udvikle og søsætte AMA’s hjemmeside som vidensplatform og løbende svare på spørgsmål fra målgruppen.
  • Evaluering
    • Indsamle data fra sociale medier og møderne, herunder feedback fra deltagerne.
    • Bidrage til udarbejdelsen af en evalueringsrapport med anbefalinger til fremtidige projekter.

 

Hvem er du?

  • Du har praktisk erfaring inden for musikmiljøet – gerne med fokus på hiphop/rap.
  • Du har allerede prøvet kræfter med projektledelse.
  • Du er relationsskabende og trives i samarbejdet med både unge artister og branchefolk.
  • Du har øje for ungdomskultur, kender vigtigheden af SoMe og har en intuitiv forståelse for, hvordan man formidler til et ungt publikum.
  • Du formår at strukturere, planlægge og holde styr på mange sideløbende aktiviteter.
  • Du har en stærk kulturel og social forståelse – og gerne et netværk i disse miljøer.

 

Vi tilbyder

  • En projektansættelse på minimum 350 timer i perioden fra forår 2025 til januar 2026 med mulighed for flere timer. Timeforbruget aftales løbende til en timeløn på kr. 250 + feriepenge.
  • Mulighed for at præge et projekt i opstartsfasen og sætte dit eget præg på dansk hiphop- og rap-scene.
  • Tæt samarbejde med partnere inden for musik- og kulturbranchen.
  • Arbejdssted: København eller Aarhus

 

Ansøgning og kontakt

Send dit CV samt en halv side om, hvordan du vil gå til denne opgave til autor@autor.dk og skriv AMA i emnelinjen senest mandag den 17. februar kl.12.00. Vedhæft gerne relevante referencer, videoer eller andre eksempler på tidligere projekter, du har været involveret i. Du skal ikke vedhæfte billede i din ansøgning.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Andreas Hemmeth på mail andreas@autor.dk.

Kom og vær med til at skabe en bedre og mere inkluderende musikbranche!

Ask Me Anything er udviklet i et samarbejde mellem AUTOR, Dansk Musiker Forbund/København og Promus – med støtte fra TuborgFondet og Statens Kunstfond

Mere aktuelt

Mere aktuelt

Tilbage til oversigt