AMA – Ask Me Anything
AMA – Ask Me Anything er et samarbejde mellem Autor, DMF og Promus, og har til formål at facilitere samt udbrede viden om branchens sammensætning, rettigheder og indtjeningsmuligheder til hiphop-miljøet med særligt fokus på unge i udsatte boligområder. Projektet ønsker at ruste upcoming aktører til at begå sig både selvstændigt og kollaborativt i musikbranchen på oplyst grundlag.
Et initiativ for vidensdeling i hiphop-miljøet
AMA (Ask Me Anything) er et nyt initiativ, der skal give nye og unge artister bedre indsigt i musikbranchen. Mange, særligt fra hiphop-miljøet og udsatte boligområder, oplever udfordringer med at navigere i branchen – fra rettigheder og management til booking og indtjeningsmuligheder. Gennem en kombination af explainer-videoer, fysiske meetups og en digital vidensplatform vil AMA klæde de unge bedre på til at forstå og udnytte deres muligheder i musikverdenen.
Projektet bygger på en tæt kobling mellem digitale og fysiske formater. Explainer-videoerne vil give let tilgængelig viden om musikbranchen, mens de fysiske meetups giver de unge mulighed for at møde erfarne branchefolk og stille spørgsmål i et trygt forum.
Om projektleder Rune Mørch:
Rune er uddannet sangskriver fra Det Jyske Musikkonservatorium i Århus og har gennem sit artistvirke Al Jacobi udgivet egen musik siden 2019. Han har siden booket samt spillet flere internationale turnéer, herunder en europæisk turné bestående af 100 koncerter på 100 dage i 2023. Med sine erfaringer inden for selvstændigt artistisk drift har Rune også afholdt en række booking workshops for artister gennem bl.a. Autor og DMF, m.m. Rune har med sin tilknytning til hiphop-genren og den brede rytmiske musikbranche en naturligt opbygget intuition, når det kommer til at agere bindeled mellem de to verdener.
Om visionerne for projektet siger Rune:
“Vores opgave er at gøre en grundlæggende brancheforståelse tilgængelig for alle danske hiphop-aktører. Vi vil understøtte initiativet med en platform i form af hjemmeside og sociale medie-profiler, der vækker tillid hos målgruppen, og som miljøet føler sig tryg og interesseret i at interagere med. Det er vores ansvar at sørge for, at projektets værdi når bredt ud og gennem bedre branchevilkår på sigt også fremmer både den kønslige, etniske, geografiske og kunstneriske diversitet i dansk hiphop. Til sidst ønsker vi også i højere grad end tidligere at bygge bro mellem hiphop-branchen og den resterende branche både professionelt og kunstnerisk. Hiphop-miljøet mangler generelt set viden omkring branchens sammensætning, rettigheder og indtjeningsmuligheder, men samtidig ser vi også nogle af de mest entreprenante tiltag i den danske musikbranche komme fra hiphop-aktører. Her tror vi på, at hele den danske musikbranche kan drage fordel af en bredere indlemmelse af hiphoppen.”
AMA – Ask Me Anything er et samarbejde mellem Autor / Komponister og Sangskrivere, Dansk Musiker Forbund – DMF & Promus
Projektet er støttet af Tuborgfondet og Statens Kunstfond og bliver udviklet i tæt samarbejde med hiphop-miljøet.
Følg med i AMA’s udvikling på Ask Me Anythings Instagram, og via Promus, Autor og DMF’s kanaler.
Foto: Stine Rosemunte (Ask Me Anything på SPOT+ 2025)