SPOT+

Abekejser udvalgt til Music Cities Network showcase på Reeperbahn Festival 2025

Af Amalie Löwén – 22. august 09:52

Det aarhusianske band Abekejser er udvalgt til at repræsentere Aarhus ved Music Cities Network showcase på Reeperbahn Festival i Hamburg. Showcasen finder sted torsdag den 18. september 2025 på spillestedet Häkken endnu engang, og her præsenteres nye navne fra fire af netværkets medlemsbyer.

Reeperbahn Festival er en af Europas største og mest toneangivende branchefestivaler for ny musik, hvor både publikum og tusindvis af internationale branchefolk hvert år samles i Hamburgs centrum. Music Cities Network-showcasen har fokus på nye stemmer og grænsebrydende lydbilleder, og giver deltagerne mulighed for at møde agenter, bookere og pladeselskaber fra hele verden. 

Abekejser har siden debutalbummet Floating Through The Universe (2019) markeret sig med en energisk blanding af jazz, beats og elektroniske elementer. Med udgivelserne Blueprint (2021) og livealbummet Wonder Who (2023) har de opbygget et ry for at forvandle livekoncerter til festlige og intense oplevelser. I starten af 2026 udkommer bandets tredje album Algoality, produceret i samarbejde med Bill Laurance fra Snarky Puppy.

Udvælgelsen til Music Cities Network showcase er sket på baggrund af et open call arrangeret af Promus i samarbejde med Music Cities Network. En shortlist er derefter sendt til Reeperbahn Festival, som har taget den endelige beslutning.

Læs mere om Reeperbahn Festival her.

Mere aktuelt

Mere aktuelt

Tilbage til oversigt